|
Fuengirola er beliggende på Middelhavskysten i hjertet af Costa Del Sol. I kraft af sin placering tæt ved Malaga Lufthavn er det nemt at komme til Fuengirola, som er en af de mest populære destinationer på kysten. Året rundt kommer man her for at nyde den rolige by med gode seværdigheder og ikke mindst et fremragende klima. Mange udlændige – ikke mindst skandinavere – har bosat sig i området mere eller mindre permanent.
Fuengirola er ikke mindst berømt for sin 8 km. lange badestrand med en smuk udsigt over Middelhavets kystlinje. Langs stranden går der en flot, bred strandpromenade med masser af palmer, blomster og bænke, så man kan sidde og nyde folkelivet. Strandene i Los Boliches og Fuengirola har alle blåt flag.
Ved den sydlige ende af strandpromenaden ligger den imponerede borg, Castillo Sohail, som absolut er et besøg værd.
Direkte ved strandpromenaden ligger Fuengirolas Marina. Her er der utallige lystbåde, der er mulighed for vandsportsaktiviteter, ture til havs for at se delfiner mm. Desuden er der fiskerihavn, hvor de lokale fiskere lander deres fangst. Ved marinaen ligger der et antal barer og restauranter, så man har mulighed for at få stillet den værste sult eller tørst.
På Feriapladsen afvikles der hver tirsdag marked, der er det største udendørs marked i Andalusien. Det tiltrækker besøgende fra nær og fjern – og ikke mindst de lokale. Her kan man købe alt mellem himmel og jord – og lidt til. Man bør ikke snyde sig selv for den oplevelse, som dette marked er med fest, farver og folkeliv.
Om lørdagen afvikles der samme sted et almindeligt – men stort - kræmmermarked med det sædvanlige vareudvalg.
Golf er en af de mest efterspurgte sportsgrene i Fuengirola. Ca. 5 min. transport fra Fuengirola er der 2 stk. 18-hullers golfbaner og i en radius på 30 km. er der ca. 20 golfbaner, hvor af mange har høj klasse. Takket være den gode service og det gode klima er Fuengirola og omegn et sandt paradis for golfspillere på alle niveauer. Ikke uden grund bliver Costa del Sol ofte benævnt som Costa del Golf
Der er således ikke mangel på ting at lave, når man er på ferie i Fuengirola og omegn. Er man til aktiv ferie, er der mulighed for besøg i vandland, tivoliland eller i Fuengirolas zoologiske have. Er man til det lidt mere rolige, kunne man måske fristes af en afslappende tur i hestevogn eller det lille turisttog. En anden mulighed er en tur til fods i Los Boliches, der stadig bærer præg af ”gamle dage” med smalle gyder, små butikker og de traditionelle hvidkalkede huse, der oprindelig var beboet af de lokale fiskere. For de lokale fortsætter livet nemlig, som det altid har gjort, og fiskeren stikker stadig til søs om morgenen fra denne oprindelige fiskerby.
Året rundt er der fester og optog i Fuengirola. Hellig tre konger fejres med stort optog gennem byen. I februar er der karneval. Påsken fejres med imponerende religiøse optog gennem byen, og i juli er der Jomfru Carmen festen, hvor lokale fiskere bærer en statue af Jomfruen ud i havet, og i oktober slippes flamencoen løs i fuldt flor med fest og farver i en hel uge.
|